Fra 1. maj er er jeg ikke længere Body-SDS terapeut

Min oplevelse med Coronakrisen og Body-SDS A/S som selskab, har fået mig til at træffe en beslutning om  – at melde mig ud. Det er ikke en beslutning, jeg har truffet bare sådan. Den har været længe undervejs. Jeg var nødt til at være sikker.

Fra nu af sparer jeg også en del penge. Sidste år havde jeg den glæde at deltage i 3 kurser, svarende til i alt 18 timer. Dette års kursustilbud er så dårligt, at jeg ikke kan finde et, jeg synes, jeg kan deltage i. For at overholde min gamle aftale, vil jeg ikke skrive, hvad det koster hver måned, men en kontanthjælpsmodtager ville blive meget glade for de penge.

Founder/ejer Bengt Valentino Andersen har på sin egen FB-profil udtalt sig om Corona-krisen og nærmest negligeret den, selv om han forsøger at mildne det – længere henne i sin ustrukturerede udtalelse, da han åbenbart finder ud af, at det måske er noget værre vrøvl, han er i gang med.

Direktøren for firmaet har jeg ikke tiltro til og har sådan set ikke haft det, siden jeg gik på uddannelsen. Jeg siger ikke mere, hvorfor.

Personligt kan jeg derfor ikke længere forsvare at være med i et system, der åbenbart kun ønsker at beskytte/forsvare sit eget brand – end at hjælpe os enkelte behandlere, der betaler i dyre domme for at være med i det. Man må jo ikke engang kalde sig til Body-SDS terapeut, selv om man er uddannet der, hvis man ikke er medlem af systemet. Det svarer jo til at en fysioterapeut ikke må kalde sig det efter uddannelsen, fordi man ikke er medlem af en bestemt klub. Body-SDS må prøve at finde ud af, om man er der for ejerens skyld alene eller fordi man tror på et system, mennesker skal have gavn af. Det var jo sådan, det startede.

Jeg håber ikke, at Body-SDS graver sin egen grav, selv om de ser ud til at være godt i gang med det. Det er et sindsygt godt system, men det bliver ikke bedre, hvis man ikke skifter attitude. Det burde give stof til eftertanke, at de dygtigste behandlere og dem der har været med til at udvikle uddannelsessystemet, ikke længere er der.

Det er sørgeligt, at systemer har det med at blive selvbekræftende, i stedet for at være reflekterende og eftertænksomme. Og det gælder alle steder, i politik, foreninger, erhvervsliv, fagforeninger, religioner o.s.v.

Rul til toppen